Den portugisiske Camino – fra Porto til Santiago de Compostela

På kryds og tværs af Spanien, Portugal og Frankrig snor tusindvis af kilometer af vandreruter markeret med utallige gule pile, der alle guider hundredtusindvis af pilgrimme mod Santiago de Compostela hvert år. Du har måske allerede hørt om El Camino de Santiago og måske endda også om den franske rute, der starter i Saint-Jean-Pied-de-Port – men caminoen er meget mere end det.

Historien bag caminoen er ikke helt klar, men det er mest forbundet med historien om Sankt Jakob, hvis krop siges at være begravet i katedralen i Santiago de Compostela. Pilgrimme fra hele Europa har vandret til Santiago af denne årsag siden det 8. århundrede. Dog menes nogle af ruterne at kunne dateres endnu længere tilbage end dette, da pilgrimme har fulgt mælkevejen til Fisterra (vest for Santiago) siden tidernes morgen.

Originalt ville pilgrimme have startet deres pilgrimstur ved egen hoveddør, men i dag vælger de fleste dog at starte i enten Portugal, Frankrig eller Spanien. Men hvis du kigger godt efter, så er det muligt at finde den ikoniske muslingeskal rundt omkring i Europa – jeg har set den både i Odense og ved Bled-søen i Slovenien. Den mest kendte af ruterne er den franske, hvor ca. halvdelen af pilgrimmene går. Selv gik jeg den portugisiske rute, men som det ses på kortet, så er der mange flere at vælge imellem. Dog har de varierende infrastruktur, så det er værd at lave en del research inden man vælger rute.

Camino-begreber, der er værd at kende til

Camino-livet kommer med sit eget lille sæt af ord og begreber som kan være gode at kende inden man sætter afsted.

El Camino de Santiago: Navnet “El Camino” kommer fra spansk og betyder ”Vejen” – derfra kommer det (mindre brugte) engelske navn for ruten ”The Way”.

Santiago de Compostela: Byen, hvor alle ruterne ender. Man går efter katedralen i Santiago. Sankt Jakob er begravet i katedralen (deri navnet på dansk: Jakobsvejen).

Muslingeskallen: I dag finder du muslingeskaller alle vegne på caminonen. De fleste pilgrimme bærer dem, de er at finde på skiltene og som reklamer på restauranter og lignende. Men originalt gik man hele vejen til Fisterra, hvor de store muslingeskaller er at finde på stranden og det fungerede derfor som et bevis på, at man virkelig havde gået hele vejen.

Albergue: På dansk er det nærmeste ord ”herberg” og hentyder til de overnatningssteder man bor på på caminoen. De kan enten være offentlige (municipal albergue) eller private. De offentlige er de billigste, men kan ikke bookes på forhånd og er ofte en del mere simple end de private. De private albergues ligner ofte hostels og kan tit bookes via steder som Booking.com eller WhatsApp.

”Buen camino”(spansk) /”Bom caminho”(portugisisk): Betyder ”god camino” og er, hvad pilgrimme siger til hinanden, når de mødes på ruten. Man vil også ofte opleve, at de lokale råber ”buen camino” når man går forbi på gaden.

”The camino provides”: Idéen om, at caminonen (eller Gud eller skæbne eller hvad end du tror på) sørger for én på vejen – man skal nok finde et sted at sove, noget at spise og nogen at tale med. Jeg mener også, at caminonen giver én hvad man har behov for (og ikke nødvendigvis hvad man ønsker) og man skal derfor være klar på at go with the flow.

Pilgrimspas: Et lille pas, hvor man kan samle stempler i. Passet med stemplerne er bevis på, at man har været pilgrim og skal både bruges til at overnatte på de offentlige albergues, men også til at få sit compostela i Santiago.

Stempler: Man kan finde stempler over alt på ruten – på restauranter, i kirker, albergues, vejsideboder osv. Man samler dem for at bevise, at man har gået hele vejen og for mange bliver de også et uvurderligt minde om turen og alle de steder man har været.

Compostela/pilgrimscertifikat: Et bevis på at man har gået pilgrimsruten, der kan fås på pilgrimskontoret i Santiago. Beviset koster ca. 2€ og der kan tilkøbes et lille rør til at beskytte dokumenterne for yderligere 2€. Man skal gå min. de sidste 100 km for at få et compostela.

Min camino

Jeg valgte som sagt den portugisiske rute fra Porto til Santiago, men der er faktisk mere end én vej mellem de to byer – Kystruten og Centralruten (og den spirituelle rute, men den kommer vi til). Kystruten går (big suprise!) langs kysten og starter i Porto, mens centralruten er inde i landet og kan følges hele vejen fra Lissabon.

Jeg startede min camino ud med at følge floden ud af Porto indtil jeg ramte byen Matosinhos. Det er faktisk ikke den officielle rute for hverken kyst- eller centralruten, men den er langt smukkere end de to andre og så snart man er i Matosinhos, så er man officielt på kystruten. Jeg fulgte derefter kysten indtil Vila do Conde, hvorefter jeg krydsede over til centralruten til Rates. Denne del er ikke super godt skiltet, så jeg vil forslå at finde et kort online, men ruten er ret nem, så det er bestemt til at finde ud af. Et par dage inden jeg nåede Santiago valgte jeg endnu engang at skifte rute og fortsatte via den spirituelle rute (den grønne rute på kortet). Man kan læse mere om ruten her: https://www.varianteespiritual.com/en/

Jeg valgte mest af alt den portugisiske rute fordi distancen passede min tidsplan, men jeg endte med at forelske mig i ruten. Jeg var afsted fra d. 24. august til d. 9. september og der var en perfekt mængde mennesker – nok til at man aldrig følte sit helt alene, men også få nok til at man aldrig gik i hælene på hinanden eller havde brug for at booke overnatning. Hertil elsker jeg den varierende kultur mellem Portugal og Spanien, den smukke natur og de mange floder der snor sig igennem landskabet.

Min tur var ikke særligt planlagt. Normalt er jeg meget organiseret og planlægger alt, men jeg havde bare brug for at komme afsted uden for meget stress og bare se, hvor caminonen bar mig hen. Jeg havde downloadet nogle apps og kigget på lidt ruteforslag, men jeg vidste ikke engang om det skulle være kyst- eller centralruten før jeg stod dernede. Og hvis du har mulighed for at tage af sted på den måde, så vil jeg stærkt anbefale det – det er så rart bare at tage det som det kommer.

Fra katedralen i Porto til katedralen i Santiago.

Min camino – dag til dag

Jeg skrev rejsedagbog hver dag, så her er et lille (eller ret langt) indblik i den mere personlige del af min tur.

Dag 1-2: Danmark til Porto

(Lost Inn Porto Hostel)

Natten til torsdag d. 24/8 satte jeg mig ind i toget mod Københavns lufthavn, hvor jeg skulle nå et Norwegian-fly til Porto. Det var ikke min første flyvetur alene, men dog første gang med kun håndbagage (hvilket virkelig kan anbefales!). Jeg er dog ikke alene længe, da jeg allerede i flyet finder to søde damer, der også skal til Porto for at gå caminonen og da vi lander i Porto finder vi endnu en sød camino-dame og vi sætter derefter alle fire afsted med metroen ind mod byen.

Jeg havde planlagt en fuld dag i Porto for at se byen, men de tre andre kvinder skal afsted før mig, så vi kommer ikke til at gå sammen. Men vi udveksler WhatsApp og hjælper hinanden godt i gang. De købte bl.a. en muslingeskal til mig som jeg bar hele vejen til Santiago. Og nu hænger den over mit skrivebord og minder mig om alle de fantastiske mennesker jeg mødte på turen.

Porto er en skøn by og jeg brugte hele min dag 2 på at se byen, katedralen og spise en masse god mad. Jeg boede tre nætter på Lost Inn Hostel, der ligger lige ved katedralen. Det var et super socialt hostel med mange mennesker på min alder, så jeg var sådan set ikke alene fra det øjeblik jeg ankom til jeg forlod byen tre dage senere. Allervigtigst var den kvinde, der sov i køjen under mig – Britta fra Nederlandene skulle nemlig også afsted på caminonen og så endda samme dag som mig! Så vi aftalte hurtigt at skulle gå afsted sammen.

Dag 3: Porto til Vila Chã (28 km)

(Albergue de São Mamede)

Dagen startede ud med, at Britta og jeg gik op til katedralen i Porto for tage ”start”-billeder. Her mødte vi så en fyr ved navn Alaa og inviterede ham hurtigt med i vores lille gruppe. Det viste sig i løbet af dagen, at de begge er nogle helt fantastiske mennesker og al min frygt om ikke at finde nogle mennesker at gå med forsvandt som dug for solen. Vi grinte, hyggede, tog billede, lavede sjov og fik på en eller anden måde vandret 28 km uden de helt store problemer. Dog måtte vi desværre sige farvel til Alaa, da han skulle videre til den næste by – men det blev ikke sidste gang jeg så ham!

Den første dag bød på overraskende varieret terræn. Man har selvfølgelig hele tiden Atlanterhavet på venstre side, men vi gik både langs tomme stier, på boardwalks over sandstrande og igennem et hav af små turistbyer. Det var smukt, men jeg blev også hurtigt klar over, at kystruten ikke var noget for mig – jeg ville langt hellere ind i landet.

Dag 4: Vila Chã til Pedra Furada (27 km)

(Albergue O Palhuço)

De første seks kilometer indtil Vila do Conde var forsat langs kysten og var ekstra hård, da dele af stierne var i stykker, så flere steder gik vi i løst sand. Jeg var ekstra frustreret fordi jeg troede, at vi ville gå afsted kl. 06.30-07, men klokken blev 08.30 fordi Britta havde fundet to piger som hun synes vi skulle gå afsted med. De var virkelig søde – men bare virkelig ikke morgenmennesker. Og på en dag, hvor jeg havde næsten 30 km foran mig, så var det lidt træls at vente næsten to timer på dem. Jeg skulle bare være gået afsted selv, men jeg følte allerede på det tidspunkt, at Britta og jeg var blevet nok venner til at vi skulle følges ad. På den anden side lærte jeg også noget vigtigt ved solo-rejser: at man skal huske, at man rejser solo. Forstået på den måde, at der er ikke meget solo-rejse over det, hvis man bare hægter sig på den første og bedste person man møder og derefter låser sig til deres planer og livsstil. Så da vi nåede Vila do Conde, hvor jeg (som den eneste) drejede af mod centralruten og de andre blev på kystruten, så gjorde det mig egentligt ikke det store, da jeg gerne ville tilbage på min egen tidsplan.

Ruten mellem kyst- og centralruten er ikke særligt godt skiltet, men en kombination af en guide på nettet, de få skilte der var og et par søde lokale, så kom jeg fint frem på den nye rute – og det var helt klart det rigtige valg for mig. Landskabet skiftede fra sand og små turistbyer til grønne skove og små landsbyer, hvilket er meget mere min still. Det var også rart at gå lidt alene, da jeg havde været tæt på non-stop social i flere dage. Dog mødte jeg efter ca. 20 km en fyr fra Polen, ved navn Vitaly, der skulle til samme sted som mig. Han havde været en del undervejs, da han åbenbart var faret vildt i en af de mange majsmarker på vejen. Vi endte faktisk med at bruge det meste af eftermiddagen og aften sammen – og jeg endte med at møde ham mange gange i løbet af min tur, da han blev en stor del af min vennegruppe.

Dag 5: Pedra Furada til Casa da Fernanda (32 km)

(Casa da Fernanda – skal bestilles på forhånd)

I dag var endnu en lang dag. Det var egentligt aldrig meningen, at jeg skulle have så lange dage og da slet ikke i starten af min camino. Men jeg havde hørt om Casa da Fernanda fra både flere blogge og fra folk på caminonen, så jeg var nødt til at komme derhen. Casa da Fernanda er et privat overnatningssted, hvor der ikke er plads til meget mere end 10-12 personer. Man bor privat hos Fernanda og hendes mand, hvor man også spiser aftensmad og morgenmad i deres køkken. Det var virkelig en oplevelse jeg aldrig vil glemme. Vi sang fællessange og drak portvin til langt ud på aften og jeg følte mig virkelig en del af noget større. Jeg mødte også (endnu engang) en masse dejlige mennesker, der skulle vises sig at blive en kæmpe stor del af min tur. Rosemary, Kayla og Jen fra USA. Katharina fra Tyskland. Mary og hendes søn fra Irland.

Men turen fra Pedra Furada til Casa da Fernanda var ret hård. For det første var det søndag, så rigtig mange ting var lukket hvilket jeg ikke lige havde gennemtænkt – især ikke fordi den eneste store by på ruten lå i starten af dagen. Jeg nåede at gå 23 km før jeg fandt et sted at spise frokost og her var jeg blevet jævnt sulten. Den var en lille bitte café i en lille bitte by. Men tjeneren var rigtig sød og lavede noget mad til mig, der ikke var på menuen, så jeg kunne få noget at spise. Det var også en af de varmeste dage og kombineret med mange stigninger og brosten, så var der ikke meget tilbage af mig, der jeg kom frem til sidst. Jeg begyndte virkelig også at kunne mærke, at jeg havde gået meget i flere dage i træk.

Dag 6: Casa da Fernanda til Ponte de Lima (14 km)

(Albergue de Peregrinos Ponte de Lima)

Turens korteste dag startede sent ud, da vi alle spiste morgenmad sammen i Fernandas køkken. Jeg tror vi gik afsted ved en 9-tiden, hvor jeg til at starte med fulgtes med et par af pigerne jeg havde mødt. Jeg begyndt dog hurtigt at sakke bagud, da jeg syntes at mine fødder gjorde virkelig ondt, tasken var ekstra tung og det hele var bare utroligt hårdt. Jeg måtte lave mange stop og endte til sidst også med at tage noget smertestillende mod min fod.

Efter alt for lang tid ankom jeg til Ponte de Lima. Mit albergue havde endnu ikke åbent, så jeg startede med at få en pizza på en lokal restaurant, hvorefter jeg gik over i den lokale park for at slappe af i skyggen. Her præsterer jeg så at falde i søvn oven på min rygsæk – og jeg er virkelig ikke typen, der kan sove alle steder, så jeg begyndte at spekulere på om noget var galt. Og ja, et par timer senere lå jeg i min seng på sovesalen på herberget med ondt i hele kroppen og feber. Og det var selvfølgelig en af de mindre gode herberger, så det var ikke det fedeste sted at blive syg. Men næsten alle de mennesker jeg havde mødt på central-ruten, sov på det samme herberg, så flere af dem var rigtig søde til at holde øje med mig. Jeg fik taget noget mere smertestillende, gik over til flaskevand og fik sovet lidt og så gik det heldigvis bedre. Men mentalt var jeg ret udfordret fordi jeg begyndte på alle de dumme tanker man kan få når man bliver syg på sådan en tur: kan jeg overhovedet gennemføre turen? Får jeg det værre? Hvad nu hvis XYZ? Så jeg ringede lidt hjem, fik snakket tingene igennem med min kæreste og besluttede mig for at forsøge at ignorere alle de tanker og se tiden an.

Dag 7: Ponte de Lima til Rubiães (19 km)

(Casa Sao Sebastião)

Jeg havde mange gode dage på caminoen, men denne dag var helt speciel. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det var som om alting bare klikkede: min krop vænnede sig til distancen, jeg følte mig en del af fællesskabet og det var som om jeg åbnede et nyt niveau af ”mening med livet” som jeg ikke engang vidste eksisterede. Jeg fik den følelse man altid høre om, at folk oplever på caminonen, men det var så meget mere end jeg nogensinde havde forventet. Og efter flere år med hæmmende angst i sådan en grad, at jeg til sidst var nødt til at starte på antidepressiv medicin, så troede jeg slet ikke, at de følelser var en mulighed for mig. At livet kunne føles så godt.

Jeg havde faktisk sovet helt forfærdeligt. Nok både på grund af feberen, men også fordi en brasiliansk kvinde på mit værelse snorkede så meget, at hun holdt alle vågne hele natten. Men da jeg vågnede, var min feber væk, så trætheden var jeg ligeglad med – det eneste, der betød noget var, at jeg var klar til at gå endnu en dag. Herudover havde jeg booket et privat albergue med en pool (der kostede hele 13€), så jeg så bare frem til at dovne den i solen. At jeg havde booket en seng, betød også, at jeg bare kunne tage dagen stille og roligt, hvilket jeg tænkte var en god strategi efter feberen.

Fordi jeg sov så dårligt, så var jeg tidligt ude af døren. Jeg kom dog ikke langt før jeg fandt en af de amerikanske piger siddende ude foran herberget – hun havde åbenbart fået stjålet sine sko og var (forståeligt nok) i krise over det (det viste sig senere af det var én af de andre pilgrimme, men det er en hel historie for sig selv). Mens jeg sad og snakkede med hende kom Vitaly gående med et par kopper kaffe (den mand kunne altid finde kaffe alle steder) og sluttede sig til samtalen. Og et par minutter senere kom en tysk mand ved navn Markus også ud fra herberget og spurgte hvad der var galt. De her detaljer virker måske ligegyldige, men den her lille tilfældighed gjorde, at jeg endte med at gå afsted sammen med Vitaly og Markus – to personer, der endte med at forme resten af min tur. Især Markus og jeg klikkede virkelig og få dage senere hørte jeg mig selv kalde ham ”en af mine bedste venner”.

Dagens rute bød på turens højeste bjerg, så vi fik masser stigning for pengene. Jeg havde læst flere steder, at det var en slem omgang, men jeg synes egentligt at det var helt okay. Og udsigten fra toppen gjorde i hvert fald det hele det værd. På toppen mødte jeg alle mine caminovenner og vi sad sammen og snakkede, nødt udsigten og grinede over dagens samtaler og jokes. Det var her jeg førstegang virkelig fik den følelse af at høre til.

Vitaly og Markus skulle ikke bo samme sted som mig – de ville gerne på det offentlige albergue, da det var billigere – så jeg fortsatte de par hundrede meter videre alene efter at have sat dem af. Men jeg var meget glad for, at jeg havde valg at bruge de 13€ (3€ mere end det offentlige) fordi den pool var viiirkelig det værd og sengene var også super lækre. Jeg sendte et par billeder til de andre i et forsøg på at dem overtalt til at slutte sig til mig. Den endte så med at virke, da de havde set den brasilianske snorke-kvinde på det offentlige herberg og nægtede derfor at blive sovende der. Så sådan endte jeg med at sidde ude i aftenmørket sammen med Markus, Vitaly og Lulu (en af Vitalys venner), hvor vi snakkede om livet mens vi håbede på at se den blå fuldmåne, der åbenbart skulle vise sig på denne nat (som dog forblev gemt bag et bjerg). Vi havde lavet mad sammen, sunget utroligt falsk med på Wonderwall og grædt af grin. Det var blevet til en af de dage man håber aldrig slutter.

Dag 8: Rubiães til Tui (20 km)

(Albergue de Peregrinos Tui)

Ankomsten til Tui er en stor dag på den portugisiske camino, da byen markerer overgangen fra Portugal til Spanien. Sproget forandres, uret skal sættes en time frem og camino-stemningen intensiveres.

Jeg husker ikke dagens rute som særlig udfordrende, men jeg brugte også hele dagen på at snakke om alt mellem himmel og jord med min nye ven Markus – i sådanne situationer flyver kilometerne bare afsted. Inden man krydser grænsen til Spanien skal man igennem byen Valença og jeg ville helt klart forslå at gå lidt af ruten og se byen. Både Valença og Tui ligger på bakketoppe med floden Minho i mellem, så der er god mulighed for flotte udsigtspunkter. Det gør også overgangen til Spaninen endnu mere speciel, da man krydser floden via en bro. Floden er ikke voldsom ren, men det stoppede os ikke fra at hoppe en tur i bølgen ikke-så-blå. En af mine venner fik dog en lille igle ven ud af den svømmetur, så jeg ved ikke om jeg ville gøre det igen. You live and you learn.

Udover en halv beskidt flod er Tui en meget smuk by. Det virkede også som, at der var mange spisesteder, men i bedste camino stil spiste jeg en bagel fra supermarked til aftensmad. Den blev dog spist ved vasketøjsnoren på mit albergue, der havde den flotteste udsigt ud over de omliggende bakker og floden – så i mit hoved var det et 5/5 måltid.

Jeg skrev i min dagbog at ”[jeg har] en følelse af frihed og en følelse af, at hele verden ligger for min fødder – jeg kan bare gøre hvad jeg har lyst til”. Og ja, det synes jeg beskriver min camino meget godt.

Dag 9: Tui til O Porriño (19 km)

(Sendasur Albergue)

Denne dag var en kæmpe kontrast til dagen før, da jeg nu skulle skilles fra mine venner. De ville alle sammen gerne længere end mig og det kunne jeg bare mærke, at min krop ikke kunne holde til. Da vi nåede O Porriño gjorde mine fødder så ondt, at jeg nærmest ikke engang kunne overskue at gå hen til mit albergue. Det var rigtig svært at sige farvel til alle – Katharina, Vitaly og Markus gik alle tre videre fra byen uden mig. Men jeg var overbevist om, at det var nødvendigt at sige farvel. Både på grund af det fysiske, men også fordi jeg havde lovet mig selv ikke at stresse, så jeg skulle jo ikke bare gå videre bare for at være sammen med dem – eller hvad?

Jeg tjekkede allerede ind på mit albergue kl. 12, da vi var gået tidligt afsted og så brugte jeg faktisk bare det meste af dagen i min seng, hvor jeg tænkte rigtig meget over hele situationen: skulle jeg nu gå resten alene? Ville jeg finde andre at gå med? Hvad var egentligt vigtigt ved den her camino? Og på et eller andet tidspunkt i løbet af de timer gik det op for mig, at meningen med den her camino havde ændret sig. Det var ikke længere et eller andet forsøg på at presse mig selv, men i stedet var det blevet et forsøg på virkelig at mærke livet og være glad igen – og det krævede altså mine mennesker. Fordi det var dem, der gav den her tur mening. Det var sgu lige meget hvor henne i verden jeg var, hvor jeg sov og hvor mange kilometer jeg gik – det var alle de mærkelige samtaler, latteren og glæden der betød noget. Der var bare lige et problem: at indhente dem krævede, at jeg dagen efter gik 37 km. Det er ret langt – længere end jeg nogensinde havde gået før. Og så endda med tre stigninger og en rygsæk på ryggen. Men en ting var helt sikkert – jeg ville aldrig nå frem, hvis jeg ikke forsøgte.

Dag 10: O Porriño til Ponteverdra (37 km)

(GBC Hostel)

Jeg havde lagt en slagplan for dagen. Først ville jeg gå til Rendondela, som egentligt havde været dagens originale slutpunkt, der lå 16 km væk. Her ville jeg spise frokost og holde en god lang pause (mange pauser var i hvert fald en nødvendighed). Derefter var der 21 km tilbage, men overnatningsmuligheder de første 11 km. Så jeg havde en del steder, hvor jeg kunne stoppe, men når der var 10 km tilbage, så var der ingen vej uden om.

Kl. 11.30 var jeg nået frem til Rendondela og selvom fødderne var til at mærke, så havde jeg bare fuld energi og var klar på endnu mere. Gårsdagens afslapning og tid alene havde virkelig gjort underværker. Jeg nød også bare at få lov til at gå lidt alene og i mit eget tempo – Markus og Vitaly går noget hurtigere end mig og det havde altså udfordret mig en del. Resten af dagen gik med det samme gode humør. Ruten var utrolig smuk, jeg hørte god musik og nød, at jeg var i stand til det her. At jeg kunne gå 37 km på én dag. De sidste 6 km fløj endda bare afsted, da jeg mødte en super cool ph.d-studerende, der fortalte mig alt muligt cool om fysik, så jeg opdagede næsten ikke engang, at vi var ankommet.

Flere af mine venner havde skrevet, at alt inden i selve byen var booket (det er en relativ stor by) på grund af en middelalderfestival. Så jeg gik bare ind på det første og bedste hostel, der lå i udkanten af byen og spurgte om de havde en seng – det havde de heldigvis fordi jeg orkede virkelig ikke at gå mere og jeg vidste, at Markus boede i nærheden. Og jeg vidste, at jeg havde taget den rigtige beslutning om at gå hele vejen til Ponteverda, da Markus kom løbende ind ad døren og krammede mig. Han fik endda overtalt mig til at tage med ind i byen for at se middelalderfestivalen, hvilket virkelig var noget af en oplevelse (læs evt. mere om det her: https://turismoriasbaixas.com/en/descubre/fiestas/feira_franca). Dagen endte på lidt over 60.000 skridt, hvilket var en ny rekord for mig.

Dag 11: Ponteverdra til Armenteira (22 km)

(Albergue de Armenteira)

Som tidligere nævnt, så kan man fra Ponteverdra fortsætte af centralruten eller man kan tage den spirituelle rute, hvilket jeg valgte at gøre. Det første stykke ud af byen går med sammen med alle andre, men efter ca. tre kilometer drejer man af ruten – det er dog svært at overse, da der er et kæmpe skilt.

Jeg gik afsted sammen med Markus og var ret glad for, at jeg ikke var alene, da der stadig var meget godt gang i byen fra gårsdagens festival – og det var altså selvom klokken var 6.30 om morgen. Det lignede, at det havde været en rigtig sjov fest, men der var mange fulde mennesker i gaden, så jeg havde nok ikke været så tryg, hvis jeg havde været der alene.

Efter ca. 9 km ankom vi til en lille by, hvor vi valgte at sætte os på en café, da det var den sidste by inden vi kom frem til Armenteira. Der sad vi så i næsten en time, da vi var helt sikre på, at der ikke ville være særligt mange mennesker på ruten, så vi havde ikke travlt med at komme afsted. Dog gik der flere og flere pilgrimme forbi mens vi sad på caféen, så til sidste blev vi helt nervøse, betalte regningen og gik afsted. Jeg var dog glad for den lange pause (og mine to stykker kage), da resten af ruten bare gik op og op, så vi var pænt trætte, da vi endelig kom frem. Her mødte vi nogle af vores venner på én af byens to restauranter. Vi nåede lige at sætte os til rette før én af dem begyndte at tale om, at det eneste albergue i byen allerede var booket helt op – hvilket kom som lidt af en overraskelse for os, da det jo var et offentligt albergue (og dem kan man ikke booke). Det gjorde mig helt nervøs og jeg fik slæbt Markus med afsted mod albergue’et, da jeg ville være først i køen til at få en plads. Det blev vi så også, hvilket var rigtig godt, da vi fik to ud af de tre sidste senge – åbenbart var det et halvt privat og halvt offentligt albergue (hvad end det så betyder) og man kunne derfor booke på forhånd. Glæden var dog kort, da vi hurtigt fandt ud af, at den kæmpe scene de var i gang med at sætte op i baghaven skulle bruges til byfest samme aften. Så ja, det endte så ud i, at jeg dansede (i mit vandretøj) med samtlige gamle damer i byen til spansk folkemusik til alt for sent – men det var da godt nok en oplevelse for livet. Så har man også prøvet det (selvom fødderne brokkede sig lidt dagen efter).

Dag 12: Armenteira til Vilanova de Arousa (26 km)

(Albergue de Peregrinos de Vilanova de Arousa)

Dagen startede lidt sent, da vi både ikke havde fået så meget søvn, men også fordi det første stykke ud af byen er noget off-road-style, så vi tænkte, at det var rart med lidt dagslys. Da solen var kommet helt frem mødte vi en stor flok mennesker og tre af dem var faldet i snak med min vennegruppe – og da jeg kommer tættere på viser det sig, at det er Alaa og nogle af hans nye venner! Jeg havde på ingen måder troet, at jeg skulle se ham igen. Men det er vist bare det, der sker på caminonen.

Senere ændrede landskabet sig helt og blev til flade landeveje og strande – en stor forskel fra bjergene fra dagen før. På trods af det, så gjorde mine fødder simpelthen så ondt og jeg havde svært ved at følge med Markus selvom han også havde sat farten ned pga. problemer med hans ankel. Jeg blev vist også lidt hangry på et tidspunkt fordi han begyndte lige pludselig at snakke meget insisterende om, at vi skulle have en is fra en af boderne – og det plejede ellers altid at være mig, der snakkede om mad. Anyway, isen hjalp ret meget på humøret, så han havde nok haft ret.

Markus er en typisk halv-nærig tysker (sagt meget kærligt), så han mente selvfølgelig, at vi skulle tjekke ind på byens billigste albergue selvom alle de andre så meget bedre ud på nettet. Og ja, det får han ikke lov til igen. Der var simpelthen så beskidt og receptionisten var nok noget af det mest uhøflige jeg længe har mødt. Heldigvis var selvskabet godt fordi vi var lidt fanget indendørs, da alt havde lukket og det stod ned i stænger uden for.

Dag 13: Vilanova de Arousa til Santiago de Compostela (30 km + bådtur):

(Albergue Seminario Menor)

Jeg ved ikke, hvordan alle dagene og kilometerne bare fløj afsted, men lige pludselig var det altså blevet den sidste dag og vi ville nå frem til Santiago sent på eftermiddagen. Vi startede dagen lidt senere end vi normalt ville havde gjort på en 30 kilometersdag, men dagen startede generelt lidt anderledes, da vi skulle med en båd fra Vilanova de Arousa til Padrón. Jeg havde forventet en speedbåd, men det viste sig nærmere at være en lille minifærge, hvor man både kunne side inde og ude. Det regnede og himlen var helt mørk, men jeg satte mig stædigt udenfor, da jeg ikke ville misse noget af turen – det stoppede også med at regne igen efter de første 10-15 minutter, så det var slet ikke så slemt. Men det var en meget interessant tur, da de spillede musik en stor del af vejen – bl.a. ”My heart will go on” fra Titanic, hvilket ikke liiiiige er den sang man gerne vil høre på en båd. De spillede også ”The Final Countdown”, da vi sejlede ind i Padrón – så var stemningen sat (eller noget). Men udover den noget mærkelige musik, så var det en utrolig smuk tur og det dramatiske vejr gjorde det kun endnu bedre.

Da vi ankom til Padrón delte vores lille vandregruppe sig endnu engang, da nogle valgte at blive en nat i byen og gå til Santiago dagen efter – men Markus og jeg valgte at gå direkte, så vi havde endnu 30 km foran os. Det var 30 mærkelige kilometer, da vi på den ene side glædede os utroligt meget til at nå Santiago, men på den anden side ønskede at turen aldrig skulle stoppe. Så det var med en lidt vemodig følelse i kroppen, at vi gik ind på pladsen foran katedralen i Santiago kl. 17.30 den 5. september 2023. Alle dårlige følelser i kroppen forsvandt dog hurtigt, da vi blev mødt at klappen, hujen og råb fra de af vores venner, der også var gået afsted den dag. Det var den mest fantastiske ankomst jeg kunne havde drømt om.

Dag 14-16: Santiago

(Albergue Seminario Menor)

De næste dage fløj afsted i en stor sammensmeltning af grin og gråd. Vi grinede, vi hyggede, vi sang og vi dansede. Men der blev også sagt farvel med tårer i øjnene og en gråd i stemmen.

Dag 17: Santiago til Danmark

Da jeg den 9. september 2023 satte mig ind i bussen på vej tilbage mod Porto, hvor jeg skulle flyve hjem fra, var det med klar følelse i kroppen om, at jeg havde fundet min livsglæde igen.

Steder med mere information, samt digitale hjælpemidler jeg brugt undervejs:

Den officielle side for den spirituelle rute: https://www.varianteespiritual.com/en/
På Stingy Nomads fandt jeg ruteforslag, samt gode råd til turen. Jeg valgte ikke at bruge en guidebog og deres guides var bedst nok: https://stingynomads.com/camino-portugues-stages/
Camino Ninja (app). Appen kan meget, men jeg brugte den til at vurdere distancer, samt se højdemeter.
Wise Pilgrim (Portugués) (app). Denne app brugte jeg til at se overnatningsmuligheder i de forskellige byer. Det fungerede rigtig fint og jeg brugte nærmest ikke andet. Dog ved jeg, at mange også er glade for ’Buen Camino’-appen, så den er også en mulighed.
”Camino for begyndere”-siden på Facebook. Der er rigtig meget ligegyldigt på den side, men der er også rigtig meget godt. Så hvis man kan leve med tre daglige opslag om, hvilket sko folk skal købe, så er det en rigtig god side at følge.